I dag skal vi virkelig holde på hat og briller. Jeg tror det blæser 16-17 meter fra NNØ. Bølgehøjden her på Østkysten må nærme sig 4 meter. Og det er højvande. De små havne og badebroer er forsvundet under frådende bølger.
Dagen startede med en tur til Dueodde, hvor vi fik sat lidt skik på Skrynan. God tur langs stranden hvor Iko badede flere gange.
Så en tur i skoven efter kantareller. De var plukket af andre. Men nu kommer Tragtkantarellerne. Dem var der nok af så vi kan få et stykke før aftensmaden. Og de kan sagtens måle sig med den almindelige kantarel. Og så er der ikke mange andre der plukker dem.
Så har jeg snøvlet mig sammen og lavet et album med billeder fra Barbara's have, der hver dag bringer os så mange glæder. Barbara fordi hun kan gå med numsen i vejret og pusle og drømme om alt det der skal plantes, sås og flyttes. Og mig fordi jeg må kikke på og få ro i sjælen.
Bornholms Kulturuge afholdes nu og frem til 26. september. I den forbindelse arrangeres European Ceramic Context 2010 med flere udstillinger på øen. På Grønbechs Gaard udstiller den kommende generation af keramikere fra hele Europa. Jeg må indrømme at det er flot og nytænkende. Her er kun et par eksempler. Ta' selv op og se udstilingen.
For mig var det et kært gensyn med de dygtige kunsthåndværkere fra ACAB. De ka' nu noget på Bornholm!
Efter besøget på Grønbechs Gaard, kørte vi til Bornholms Kunstmuseum for at se deres udstilling i forbindelse med European Ceramic Context 2010. Så snart man kom ind i lokalet fornemmede man, at her var det de tunge drenge der udstillede. Uden at ha' noget at ha' det i, syntes jeg det var fantastiske ting der var udstillet. De bedste keramikere fra Europa. Nyskabende, frækt og provokerende. Men ... igen uden at vide hvad jeg snakker om ... fornemmede jeg at mange af de udstillede ting ikke nødvendigvis var keramik. De kunne være lavet af plastik, metal, papir. You name it. Døm selv på efterfølgende billeder, eller endnu bedre - besøg museet!
Gudhjem Mølle er altid et besøg værd. De forhandler alle de gode madprodukter der produceres på Bornholm. Omgivelserne er inspirerende, betjeningen kompetent. Og så kan man spise en lækker frokost på 1. sal. Efter vores besøg på to keramikudstillinger, trængte vi til noget lækkert.
Barbara valgte to forskellige salater og kyllingbryst stegt i lakrids, chili og honning. Lækkert brød og humus til.
På kokkens anbefaling tog jeg salater og ferskrøget laks. Hjemmerørt remoulade til. Brød og en dejlig husets hvidvin. Det levede helt op til forventningerne.