Min musikalske løbebane startede hos Cecilie Hansen i Nexø, hvor jeg gik til klaverspil i 7 år. Cecilie fornemmede hurtigt at jeg var mere interesseret i rytmisk musik end etuder. Så for at holde på mig, hjemskaffede hun prisværdigt noder til et par jazzmelodier. Bl.a. kan jeg huske at jeg lærte at spille Winifred Atwell's "Black And White Rag". Men det skulle ikke være klaver, selvom jeg i dag er utrolig glad for, at jeg lærte noder og harmonier til en start.
Min mellemskoleeksamen var kun lige god nok til at jeg kom i realklassen. Basse - og ikke mindst Gunhild - havde ambitioner om at jeg skulle være student ligesom Simon Præst og Jens Lyster, som jeg gik i klasse med. Derfor lovede Basse mig at købe en trækbasun til mig hvis min realeksamen blev god nok til at komme på gymnasiet. Se det hjalp. Aldrig før har jeg lavet lektier med en sådan flid. Og jeg fik en fin eksamen, så nu hang de på basunen. Vi rejste til København og besøgte Marno Sørensen. Basse blev bleg da han hørte hvad en sådan kostede. Nu havde jeg imidlertid set at der stod en billig, brugt klarinet i vinduet, og for ikke at ta' tomhændet hjem, foreslog jeg at vi købte den i stedet. Og lettet blev Basse.
Det lød forfærdeligt. Jeg måtte gå ud i skoven på Dueodde for at øve mig den sommer. Og det tog lang tid før jeg fik en nogenlunde tone. Men, men, men. Som en anden Pan tiltrak jeg damer med mit spil. Da jeg senere mødte Barbara på stranden for første gang, spurgte hun med beundring i stemmen, om det var mig der spillede "Petite Fleur" så smukt i solnedgangen.
Billedet er taget af Jørn og nøje instuderet. Sådan var de virkelige mestre fotograferet. Hvordan jeg kunne holde ud at ha' tyk trøje og halstørklæde på indendørs, forstår jeg ikke. Men det hørte med til at være trendy på den tid.
Så blev det Savoy Jazzband i Nexø. Vi øvede flittigt, og jeg tror vi lærte 5 numre. Til vores første job måtte vi gentage numrene, men det var der ingen der bemærkede. Vi ændrede bare tempo fra gang til gang.
Det blev også til et job i den lokale revy.
Man må sige at tingene tog fat da jeg flyttede til København, og en samling ildsjæle startede "TulleTove og hendes TulleMænd". Ved klaveret er det Bent Nielsen, så Jørn Mølvig på banjo, orkesterleder og lillesøster Tove på guitar, Jens Kofoed - senere legendarisk leder af Bajazzerne - på bas. Stående er det Niels Hornstrup på trombone, Hans Henrik på trompet, mig på klarinet og Mon på trommer. Vi havde nogle gode år. Vi var på en tur til Sverige med respektive ægtefæller og børn. Der er mange fine billeder fra den tur. Mange egner sig ikke til offentliggørelse, men et par måske. Lad os se.
Indtil jeg fandt ud af hvad "rigtig" New Orleans-musik er, spillede jeg også tenor. Tænk - jeg havde også en sopransax. Godt man kan blive klogere.
Sådan skulle man se ud dengang.
"Eh La Ba" ... måske
Tove spillede efter noder!
Dengang gik danske piger også med tørklæde. Det var ovenikøbet et tegn på frigjorthed - som jeg husker det. "Tempora mutantur et nos in illis". (Tiderne forandres og vi med dem).
De sidste billeder er fra to job vi spillede på Danmarks Lærerhøjskole. Niels Hornstrup arbejdede der, og fik os engageret. Det blev ikke den store katastrofe.