Pasupatinat-templet for guden Shiva er i sin nuværende form fra 1697, men her har været templer siden 400-500-tallet bygget af Kong Supuspa. Beliggenheden ved floden Bagmati - der er en biflod til Ganges - gør stedet velegnet til kremeringer. Templet er tilegnet Shiva i skikkelse af Pashupati - kvægets beskytter - og er et af hinduernes vigtigste Shiva-templer. Det besøges af talrige pilgrimme hver dag, selv fra Indien.
Lugten af brændt kød er gennemtrængende. Vi måtte ikke komme på den side af floden hvor der er "burning-ghats". Nu hvor jeg måtte fotografere, var det alligevel en mærkelig grænseoverskridende handling af tage billeder af bålene og lemmer der stak ud til højre og venstre. Efter gode råd fra min kloge Barbara, viser jeg ikke nogle af de billeder.
Denne saddhu havde fundet en god plads ved indgangen til hovedtemplet.
Og der kunne købes passende offergaver.
Det er ikke fisk de prøver at fange, men rester fra ligbrændingerne. Stof, smykker etc.
Der var syv ghat's til afbrændinger. Disse er til almindelige mennesker.
Ved hovedtemplet nord for broerne lå Aryra Ghat der er forbeholdt kongelige, officerer og andre rige personer.
Til højre ses de 11 shivalayaer, der er uden døre så man kan se ret igennem. Her mediterer saddhuerne. Hver bygning indeholder en lingam, som er symbol på Shiva som frugtbarhedsgud. Den er oftest en stavformet sten, og findes tit i en kombination med en yoni, som er en symbolsk vagina, udformet nærmest som et nøglehul.
Kvinder måtte ikke komme til kremeringspladsen, og måtte som os andre se til fra broen.
Den ghat hvor de kongelige bliver kremeret, og trappen op til de egentlige templer, hvor der kun er adgang for hinduer.
Jeg gætter på at denne sammenkomst var forberedelse til en kremering.
Disse saddhuer ville ikke fotograferes - så det blev med "skjult kamera".
Ved denne sten kunne afdøde efter at være dyppet i floden få de sidste offergaver og få påført farve.
Uden at være sikker, tror jeg de forskellige farver har hver sin betydning.
Mod Delhi og Danmark
Det var heldigvis ikke det nederste flyselskab vi skulle flyve med til Delhi.
Vi fik en dejlig afskedsmiddag på hotellet i Delhi, og der var Bollywood på alle 96 TV-kanaler.
Det var så sidste afsnit om vores rejse til Indien og Nepal. Tak for jeres tålmodighed. Disse beretninger er først og fremmest lavet for at jeg selv kunne få struktur på oplevelserne. Det har været svært at begrænse antallet af fotografier, og der er måske for mange alligevel.
Tak til gode rejsefæller, og ikke mindst tak til vores kyndige, kompetente og fantastiske rejseleder Henriette Berg Hansen, som løftede disse oplevelser til noget sublimt.