French Preservation New Orleans Jazz Band

I denne weekend har jeg spillet 4 herlige job med French Preservation New Orleans Jazzband fra Lyon. Ballerup Jazzklub, J. F. Kennedy, Østerbro Jazzklub og SeaSide Jazzklub. Masser af glade mennesker alle steder. Som gæstesolist havde de medbragt den legendariske kornetist Fred Vigorito fra USA. Han var endnu bedre end jeg havde håbet! 

Her en er omtale fra Ballerup Jazzklub's hjemmeside:

WAUW!!!!!  - OG DET VAR LIGE FØR PROPPERNE SPRANG

Sikke en festlig, forrygende og ualmindelig flot afslutning vi fik på første halvdel af dette jazz-år.

Jamen, disse seks franskmænd og en enkelt dansker var bare så fulde af POWER, POWER og mere POWER. Jeg er vis på at de brugte de allerbedste DURACELL batterier – eller var det ren og skær spille-entusiasme – der gjorde dem i stand til at opretholde dette hæsblæsende tempo, som fra først til sidst kendetegnede deres spil.

En kapelmester som JP Alessi, lignede nærmest en yo-yo – hoppede op og ned - hele tiden var han i bevægelse, drev sig selv og sine dygtige medspillere til at yde deres allerbedste.

Lille charmerende Fred Vigorito bød på en meget smuk og lyrisk trompet og hvad med den unge Cyrille Quanich da han gav en heftig Boogie Woogie. Kjeld Brandt diverterede med flere klarinetsoloer og han fik sandelig sendt tonerne – med den rigtige New Orleans sound – ud i lokalet. Det var virkelig kræs for øregangene.

Jamen, de var alle - hver for sig og tilsammen - bare helt vidunderlige.

Dejligt synes jeg også det var, at se og høre dem opretstående, det giver altså en større kraft og fylde, når al den opsamlede luft slippes ud gennem blæseinstrumentet.

Med et fantastisk drive dannedes en volumen, så jeg til tider tænkte, at scenen næsten var for lille til dem. De brugte simpelthen hver en given centimeter.

Et helt utroligt band så fulde af spilleglæde og scene-udstråling.

Mon ikke vi alle følte os rigtig godt tilpas i deres selskab, de formåede at skabe en dejlig atmosfære og dermed fastholde en helt formidabel stemning. 

Sådan en pragtfuld aften skal jo have en ende, desværre, men de var næsten ikke til at stoppe og til tonerne af ”Oh, when the Saints go marchin in” marcherede de ned fra scenen, byttede den ud med et par borde og kom i direkte nærkontakt med et særdeles medlevende publikum.

Jeg føler mig overbevist om, at vi må og skal opleve disse franske musikanter igen i vores jazzklub. Hører du, hr. formand Ole.

 - Annelise Ulsing